Ansøgningsprocedure for udstillinger
BKS Garage er Kunstakademiets Billedkunstskolers udstillingsted. For at udstille i BKS Garage skal man derfor have tilknytning til Kunstakademiet, enten som studerende, professor, gæsteunderviser eller som involveret i andre af Billedkunstskolernes aktiviteter.
Der er ingen fast ansøgningsfrist og man har på den måde mulighed for at søge løbende, når man har en færdig og gennemarbejdet projektide. En udstillingsperiode er normalt på 3 uger samt 1 uge i alt til installering og nedtagning.
BKS Garage bedømmer ansøgningerne i forbindelse med fagudvalgsmøderne, der ligger i januar, april, juni, september og november. Man må påregne en svartid på op til 12 uger. En tildelt udstillingsperiode vil oftest ligge inden for et år fra censureringen. Dog normalt ikke tidligere end 4 måneder efter svar er givet.
En udstillingsansøgning bør som minimum indeholde:
- Ansøgers navn, kontaktoplysninger og evt. afdeling.
- Projektbeskrivelse med arbejdstitel. Projektbeskrivelsen skal være kortfattet (1 ns.) og klart udtrykke den overordnede idé bag udstillingen. I beskrivelsen bør ansøger/ansøgere også gøre rede for hvad de fagligt interesserer sig for, og i hvilken retning de arbejder, gerne med en kort beskrivelse af enkelte tidligere arbejder.
- Relevant billeddokumentation. Det kan være skitser og eksempler på tidligere arbejder og projekter. For gruppeudstillinger: gerne billedeksempler for samtlige deltagende kunstnere.
- Oversigt og c.v. på deltagende kunstnere.
- Evt. budget for det beskrevne projekt.
Ansøgningen mærkes ”Ansøgning” og sendes til: bksg@kunstakademiet.dk
BKS Garages fagudvalg består i 2010 af rektor Mikkel Bogh, koordinator Cecilie Høgsbro, professor Tumi Magnusson, studerende Emile Sadria, professor Katya Sander og studerende Jeanette Sætre.
Faciliteter
For de kunstnere, der er udvalgt til at udstille, stiller BKS Garage en række faciliteter til rådighed. Ud over udstillingslokale og hjælp til fernisering kan kunstneren få assistance til bla. forberedelse af pressemateriale, ophængning af udstillingen, vejledning om fondsansøgning samt evt. formidling i tekstform. BKS Garage sørger desuden for opdatering af kalendre og informering af presse o. lign. Der udsendes kun elektroniske invitationer til ferniseringen, dvs. til Billedkunstskolernes interne og eksterne mailinglister og via Facebook. BKS Garage varetager pasning af udstillingerne på alle hverdage, men normalt ikke i weekender og på helligdage.
BKS Garage sørger for generel rengøring før og efter fernisering, men udstillerne står selv for almindelig oprydning og fjernelse af byggeaffald.
Det skal bemærkes, at udstillere alene svarer for udstillingen, for- og efterarbejde inkluderet, samt anskaffelse af nødvendigt teknisk udstyr (reserveres bla. hos Kunstakademiets IT-afdeling). Desuden forpligter udstillerne sig naturligvis til at overholde samtlige deadlines i forbindelse med bla. udsendelse af pressemateriale, udarbejdelse af udstillingsmateriale, installering og nedtagning.
