logo bks garage

CRW - contemporay reflections on war

27.februar - 20. marts 2010  
Åbent tirsdag - fredag kl. 12-17, lørdag kl. 12-15.

 

Ulla Hvejsel, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Flaka Haliti (KS/DE), Wiktor Dyndo (PL), Eva la Cour, Stephan Machac (DE), Helén Vigil (SE/ES), Søren Thilo Funder, Audrey Chan (US), Markus von Platen, Lena Simic (UK/HR), Simon Damkjær, Lena Bergendahl (SE), Anne Langgaard, Helmut Smits (NL), Nanna Rützou Abell, Lina Dokuzovic (HR/US), Johanna Tinzl / Stefan Flunger (AUT), Malene Dam, Hannes Zebedin (AUT), Julie Galsbo, Frauke Materlik (DE), Stephanie Misa (RP/US).

Den 20. marts 2010 er det syv år siden invasionen af Irak fandt sted. Spørgsmålet om en mulig dansk retssag om krigens lovlighed afgøres ved Højesteret i begyndelsen af marts måned, og i kampen mod terrorens navn er Danmark fortsat aktiv i Afghanistan. Alligevel virker krig sært uvirkelig på mange mennesker. Den afstand til realiteterne arbejder en række unge danske og udenlandske kunstnere med i en ny udstilling.

’CRW – contemporary reflections on war’ er den første samlede udstilling herhjemme for en ny antikrigskunst. Udstillingen tager afsæt i krigen mod terror og alle dens associerede konflikter og politiske aggressioner, og breder sig ud til at omfatte krig mere generelt. 24 kunstnere viser værker, der forholder sig til moderne krigsførsel og den komplicerede billedverden, formet af nye billedteknologier og kommunikationsformer, vi lever med i dag. Værkerne spænder fra videokunst over performance til mere traditionel billedkunst. Bag udstillingen står Julie Galsbo og Malene Dam, som begge er i slutningen af deres studier ved Kunstakademiet i København.

På CRW er der ingen forsimplede protester, ingen patos, knapt en afbildning af en eneste kamphandling. Man kan sige, at værkerne ikke tror på de kritiske muligheder indenfor mere traditionelle fremstillinger af krig. CRW vil gerne vise andre måder at skabe kritisk refleksion på, der modsvarer de billedregimer, vi lever med. Ikke ved naivt at ville bekæmpe billederne, men ved at udnytte billedets visuelle, æstetiske, narrative og følelsesmæssige muligheder til at åbne for alternative, kritiske, mere direkte forståelser af krigen og dens uhyrlige og komplicerede væsen.

Et eksempel er Stephan Machacs video ’get rich or die tryin’’. Værket er baseret på videomateriale, som amerikanske soldater har lagt op på youtube. Youtube er i dag en meget vigtig kilde til information fra konfliktramte områder. Machac har valgt at vise os det, vi normalt ikke ser. Nemlig mødet mellem soldater og lokalbefolkning og den kulturelle påvirkning, der følger med. En hel anden strategi lægger Simon Damkjær for dagen med sit foto af en gammel, gulnet plakat fra 1930’erne med sloganet ’LAW NOT WAR’. Plakaten har den amerikanske stat som afsender, hvilket er interessant set i lyset af diskussionerne om Irakkrigens lovlighed i dag.

CRW tager afsæt i krige, der har en særlig betydning for den vestlige verdens udvikling og selvopfattelse. Det er vores håb, at vi gennem denne udstilling kan gøre den vestlige verdens tilsyneladende fjerne og abstrakte konflikter nærværende for publikum og åbne for refleksioner, følelser og tanker, der er af højeste relevans for os alle.

Ud over en fast udstilling inviterer CRW til en række arrangementer. Der vil være to krigsperformances, og på selve syvårsdagen for invasionen af Irak vil billedkunstner og professor Katya Sander for første gang i Danmark fortælle om værket ’9 Scripts from a Nation at War’, som bl.a. er blevet vist på udstillingen Documenta 12.

Malene Dam (tlf. 26706167) og Julie Galsbo ( tlf. 26228677).
Email kontakt: warexhibit@gmail.com

Mere information: www.contemporaryreflectionsonwar.org

 

 

 

Arrangementer

 

Onsdag d. 10. marts 2010 kl. 19:30 (ca. 60 min.)

Lena Simic: Masha Serghyeevna

Lena Simics performance ’Masha Serghyeevna’ tager afsæt i Anton Tjekhov’s klassiske teaterstykke ’Tre Søstre’. I sin soloperformance udforsker Simic mellembarnet Mashas karakter og berører gennem hende en række kønspolitiske og eksistentielle aspekter af krig. Undersøgelsen sker i interessante skift mellem roller og via inddragelse af det 20. århundredes østeuropæiske konflikter og krige, fra Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 til krigene på Balkan i 1990’erne.

Arrangementet foregår på engelsk.

Onsdag d. 17. marts 2010, kl. 19.30 (ca. 30 min.)

Ulla Hvejsel: Cabaret of War #4 - The End

’Cabaret of War’ er en serie iscenesættelser af en omfattende samling vittigheder fra krigsfilm. Gode og dårlige, heroiske og desillusionerede, amerikanske og anti-amerikanske, historiske og nutidige. I korte træk afdækkes absurditeten i krigsinformationsstrømmen. Til CRW vil Ulla Hvejsel iscenesætte ”tilbagetrækningen” fra krigen, og dermed også markere afslutningen på denne serie krigskabereter, som hun har opført over de sidste par år. Måske vil hun ved denne lejlighed endda synge tåbelighedens lovsang.

Arrangementet foregår på engelsk og dansk.

Lørdag d. 20. marts 2010, kl. 13-16

Katya Sander: 9 Scripts from a Nation at War

CRW slutter på selve syvårsdagen for invasionen af Irak. I den anledning vil billedkunstner Katya Sander fortælle og vise uddrag af værket ’9 Scripts from a Nation at War’, som blev udstillet på den seneste Documenta 12 i Kassel. Documenta regnes for en af Europas vigtigste tilbagevendende kunstudstillinger. ’9 Scripts from a Nation at War’ består af 10 videoer om krigen i Irak og er skabt i samarbejde med Sharon Hayes, Ashley Hunt, David Thorne, og Andrea Geyer. Det er første gang værket præsenteres i Danmark.